Engang talte jeg med en bjergbestiger.
Han fortalte mig de utroligste historier om, hvordan det var, når han klatrerede; bare ham og bjerget og elementerne. Det var meget fascinerende at høre på, virkelig, virkelig spændende!
Jeg spurgte ham, om det slet ikke gør ondt? Det syntes han var lidt af et antiklimaks. Han var i gang med at fortælle om storheden og det euforiske ved at være med bjerget. Og så kom jeg med et helt malplaceret spørgsmål; om det slet ikke gør ondt? Det nævnte han nemlig ikke med et ord.
Han havde lige et øjeblik, hvor han skulle zoome ind på det der med, om det gør ondt.
Og så sagde han, at selvfølgelig gør det da ondt! Man syrer jo til, og hvis man kravler rundt oppe i Himalaya bjergene, så er det jo iskoldt, når man hænger der på klippen. Han viste hvordan, man nogle gange skal bruge al sin viljestyrke for at flytte én hånd fra et umuligt sted over til et andet. Og det gør bare pisse ondt.
Men det er ikke er sådan, det føles, mens man er der. Så træder smerten i baggrunden for storheden og viljen til at komme til tops. Så er det ham og bjerget og elementerne…
Jeg tillod mig at stille endnu et malplaceret spørgsmål.
Kan man så få noget smertelindring? Kan man få bare en lille smule morfin? Til det svarede han, at det kan man selvfølgelig ikke. Det ville være virkelig farligt, fordi så bedøver man jo sit navigationsudstyr og så kan man jo ikke klatre, og så bliver det hele meget usikkert.
Wow, tænkte jeg. Det er præcis det samme med fødsler. Når fødslen foregår uforstyrret og den fødende er tryg nok til at kunne hengive sig til fødslen, laver hjernen et ‘rush’ af hormoner, der guider hendes krop og sender hende op i en euforisk og ekstatisk tilstand. Smerten er der, men træder i baggrunden.
Men hvis man bedøver sit navigationsudstyr, så mister man orienteringen og sikkerheden!
Sarah Buckley, en australsk læge, der forsker i fødselshormonerne udtrykker det så præcist og klart:
”Mother nature’s blueprint for safety in birth is ecstacy”.
Skriv en kommentar