Gennem hele forløbet har du to jordemødre, som du kender og altid kan komme i kontakt med. Her får du alt det, der hører til graviditet, fødsel og nyfødt-periode i et komplet forløb.
I et helt fødselsforløb får du 8 konsultationer af 90min fordelt mellem de to jordemødre. Vi har god tid til samtale og individuel fødselsforberedelse. Rebozomassage indgår som en naturlig del af konsultationen. Du vil også lære forskellige øvelser og hvilestillinger, der kan gavne dig i graviditeten og under fødslen.
Vi følger med i, at dit barn vokser godt og indstiller sig optimalt i bækkenet, lytter hjertelyd og tjekker blodtryk og urinprøve.
Hver mandag eftermiddag er der Dans for gravide med fødselsforberedelse, hvor du kan fordybe dig sammen med andre gravide.
Der er workshops for par en gang om måneden, hvor du og din mand eller fødselshjælper frit kan deltage. Workshops byder på oplæg, dialog og øvelser, der forbereder dig til fødslen og den første tid med den nyfødte.
Gennem hele din graviditet har du en åben telefon, så du altid kan komme i kontakt med os og drøfte spørgsmål som ikke kan vente til næste konsultation.
Inden fødselsmånedens start omkring 36 uge mødes vi til et graviditetsbesøg hjemme hos dig, sammen med dine hjælpere, som forberedelse til hjemmefødslen.
Den af jordemødrene ( Marta eller Dorthe), som har vagt på dagen, kommer hjem til dig når du skal føde. Inden da har vi sikkert talt sammen et par gange fra veerne begyndte. Vi bliver hos jer til I er landet godt efter fødslen.
I de første dage efter barnet er født får du to til tre hjemmebesøg, hvor vi hjælper dig godt igang med amningen, og tager PKU blodprøve på din nyfødte, hvis du ønsker det. På et af besøgene, taler vi fødslen igennem og du får udleveret vores fødselsnotater. Vi er i daglig telefonkontakt den første uge efter fødslen og derefter cirka en gang om ugen i den første måned.
En månedstid efter fødslen mødes vi igen og ser tilbage på hele jeres proces fra graviditet til nu. Vi kommer tæt på hinanden i “Et helt fødselsforløb”, så det er vigtigt at runde forløbet af sammen.
Pris:
Et helt fødselsforløb betales i månedlige rater frem til 37. graviditetsuge og koster i alt 32.000 kr.
Book tid her til et gratis og uforpligtende infomøde.
Sygesikring Danmark refunderer 30% af beløbet til deres medlemmer med et loft på 2.400 kr.
Tilbud der måske er noget for dig
Gravidmassage
Gravidmassage med rebozo kan lindre en lang række graviditetsgener. Med rebozoen kan vi løsne op for lændesmerter og spændinger, så du slapper af i hele kroppen og får større bevægelsesfrihed.
Rebozo sjal
Behandling med rebozo giver afslapning, velvære og lindring for den gravide. Med et rebozo sjal kan du og din partner udføre enkelte behandlingsøvelser derhjemme under din graviditet.
Rebozo Workshop for par
Lær hvordan du kan lindre graviditetsgener, skabe afslapning og velvære med rebozo. Med en Rebozo workshop for par får I enkelte behandlingsøvelser, som I selv kan udføre derhjemme med et rebozo sjal.
Graviditetsforløb
Dette forløb er for dig, der planlægger at føde med en offentligt ansat jordemoder enten hjemme eller på hospital, og derfor mangler en personlig forberedelse og en jordemodervejledning, der sætter netop din situation i perspektiv.