…Jeg havde svært ved at overgive mig; jeg ville have at fødslen snart skulle være overstået. Den største trøst på dette tidspunkt var at jeg kunne høre Halfdan løbe omkring og larme og more sig…
Denne historie blev lidt kort, da jeg ikke har så mange ord at sætte på fødslen. Jeg tror at jeg tilbragte det meste af fødslen i en ikke-verbal tilstand, der gør det svært at formidle med ord.
14 dage efter min termin – på min 30 års fødselsdag – gik fødslen endelig i gang! Jeg vågnede ved halv sekstiden med regelmæssige veer, og kort efter vækkede jeg Ebbe og han begyndte at fylde fødekarret. Klokken syv ringede jeg og sludrede med min jordemoder, Dorthe, og vi blev enige om at jeg klarede det fint men ville give mig selv et klyx. Da Halfdan (snart 4 år) vågnede, læste jeg for ham i et par minutter til hans farmor kom og hentede ham.
De næste par timer tilbragte Ebbe og jeg i kælderen, hvor vi så noget af Sixteen Candles, og så gik vi også lige en tur ned til bageren inden vi ringede til Dorthe. Mens vi var ude at gå begyndte vi at sætte lyd på veerne – Ebbe sang temaet fra filmen Rocky, sådan som han også havde gjort da jeg fødte Halfdan. Da jeg havde ringet til Dorthe, tog jeg et brusebad og det gik op for mig at det hjalp når jeg sang i løbet af veerne.
Såsnart Dorthe var kommet, kom jeg ud af brusebadet og hun bekræftede at barnet lå godt. Jeg tilbragte lidt tid i fødekarret, hvilket jeg havde set frem til og så begyndte veerne at klinge lidt af. Jeg fortalte Dorthe at jeg var bange for at fødslen ville tage hele dagen og at jeg ikke ville få Halfdan at se på min fødselsdag – det havde også pint mig tidligere. Hun foreslog at Ebbe skulle hente ham! Så til trods for alle vores forsigtige overvejelser og diskussioner af emnet, viste det sig at det jeg ønskede mig mest af alt var at have ham tilstede. Det øjeblik den beslutning var taget, begyndte veerne at tage til igen, og jeg stod op af karret.
Halfdan kom, forklædt som løve, og vi snakkede om hvor meget vi havde savnet hinanden. Han var glad for at babyen endelig var på vej ud og bad flere gange i dagens løb om en mere eksakt ankomsttid (hvilket jeg også kunne have ønsket mig!). Han blev hurtigt glad for Dorthe og viste hende nogen af sine malerier. Så gik Halfdan og Ebbe ovenpå for at bage en kage mens Dorthe og jeg arbejde på at få babyen ud. Dorthe brugte rebozoen til at hjælpe mig til at slappe af, og jeg sad en del på toilettet; da der igen kom gang i sagerne tænkte jeg at jeg ville prøve fødekarret igen.
I løbet af kagebagningen besluttede Halfdan sig for at han ville komme ned og hjælpe; han stod ved siden af fødekarret og holdt mig i hånden, og mellem veerne sludrede vi. Jeg var forbavset over at han var så rolig og fattet når jeg lavede lyde i løbet af veerne. Dette var en meget særlig stund for mig – jeg husker den som varende meget længere (mindst en time) end den faktisk gjorde (15-20 minutter). I mellemtiden var vores anden jordemoder, Ditte, ankommet.
Kort herefter var Halfdan blevet træt af at hjælpe, så han og Dorthe gik op og legede i et par timer. Hvis vi havde regnet med Halfdans tilstedeværelse, så ville vi have haft en voksen tilstede til at lege med ham, men Dorthe var dejligt fleksibel i denne situation. Dette var den vanskeligste del af fødslen for mig, fordi jeg var klar til at presse og ville mærke den fornemmelse af magt og succes som jeg havde nydt ved Halfdans fødsel. Jeg havde svært ved at overgive mig; jeg ville have at fødslen snart skulle være overstået. Den største trøst på dette tidspunkt var at jeg kunne høre Halfdan løbe omkring og larme og more sig.
Ditte deltog meget aktivt i min fødsel. Hun forblev i tæt fysisk kontakt med mig, og jeg fornemmede at hun var meget på bølgelængde med hvad der skete for mig. Da jeg havde prøvet at presse nogen tid i karret, begyndte jeg at blive søvnig, og hun foreslog at jeg skulle hvile mig og foreslog at Ebbe kunne komme og ligge hos mig når hans ryg begyndte at gøre ondt. Så snart han gjorde det, kunne jeg faktisk slappe af og hvile mig, og faldt faktisk næsten i søvn mellem veerne; pludselig kom der en skylle af fostervand. Lidt senere, da jeg igen var demoraliseret over at det ikke var tid til at presse endnu og at fødslen tog så lang tid, foreslog hun at vi skulle bruge tyngdekraften til at sætte lidt skub i sagerne. Hun vuggede mig i rebozoen, og så gik vi op ad trapperne for at stimulere mit bækken til at åbne sig. Da vi kom ovenpå, gik jeg direkte ud i køkkenet. Jeg ryddede køkkenbordet som jeg havde lænet mig op ad tidligere i fødslen og havde endnu en ve dér, og så brugte Ditte rebozoen på mig igen. Da jeg fandt en stilling på alle fire på linoleumet føltes det som om jeg indtog en stilling på en yoga måtte; dette var det rette sted.
Jeg bad Ebbe om at spille min yndlingsekvens fra iPod’en. Et sted i løbet af anden sang i sekvensen pressede jeg Ea ud med maksimum hastighed. Dorthe havde sagt til Halfdan at det var på tide og han var kommet op for at se på! Jeg var stadigvæk utålmodig og ville have det hele overstået, så jeg rakte hænderne ned og greb fat i Eas krop før hun var kommet helt ud, mens jeg forsikrede Ditte om at jeg ikke ville tabe hende (Ebbe har flere gange siden nævnt hvor mange krummer der lå på gulvet). Hun så helt ægyptisk ud, med sit lange hoved, sine sammenkrøllede ansigstræk og mørke hudfarve. Hun begyndte straks at græde … og græd i ret lang tid, så jeg brugte de første par minutte på at forsøge at trøste hende, før jeg så efter at hun var en pige!
Endelig holdt Ea op med at græde og Dorthe lavede en rede af dyner til mig på køkkengulvet. Da moderkagen (som vi har dybfrosset med henblik på at begrave den under et træ i haven) var kommet klippede Ebbe og Halfdan sammen navlestrengen over. Da Halfdan var ved at miste interessen, fik han sin storebror gave, mens Ea og jeg lærte hinanden nærmere at kende. I mellem tiden undersøgte Ditte mig og gav mig et enkelt sting uden andet end dagslyset der kom igennem vinduet, lidt is til at bedøve med, og nål og tråd.
Sikke en fødselsdagsgave; jeg fik lige hvad jeg havde ønsket mig! En sund, stærk baby, vel gennembagt (det vidnede hends lange lange negle og stærke sug om), som tilbragte de første øjeblikke af sit liv i vores køkken, hjemmets centrum, omgivet af sin familie og to dejlige jordemødre.
Ea blev født klokke 16.30, efter 11 timers veer. Næste dag vejede hun 3650 gram og målte 55 cm. Alle hendes systemer gik hurtigt og jævnt igang, og Halfdan vænnede sig nemt til hendes ankomst; jeg tror det hjalp at han var tilstede i fødelsøjeblikket. Jeg snakkede med en af de tre jordemødre hver dag i de næste 5 dage, hvilket var rart, for hvis det ikke havde været forventet fra deres side ville jeg nok ikke have bedt om hjælp. Jeg fik flere meget nyttige råd, især om at holde brysterne tørre for at forhindre brystbetændelse.
Jeg tror mit yndlings jordemoderbesøg var på femtedagen, da Dorthe kom for at lave Eas PKU. Jeg var lykkelig over at jeg ikke skulle ind på hospitalet for at få det gjort. Halfdan så på med stor interesse, og Ea ammede det meste af tiden. Det var dejligt at se Dorthe igen, især for Halfdan, som forkyndte, mens vi ventede på hende at hun var hans jordemoder og han elskede hende. Jeg nød at diskutere diverse aspekter af fødslen med Dorthe, især var det rart at høre om hvad Halfdan havde haft gang i mens jeg selv havde travlt. Men det bedste ved besøget var at hun brugte rebozoen til at lukke mig igen. Jeg havde følt mig ubehageligt åben – både fysisk og psykisk – i løbet af graviditeten såvel som efter fødslen. Det var dejligt at blive lukket igen – fysisk og symbolsk – og endelig var 9 måneders ømme lår overstået.
Når jeg ser tilbage på oplevelsen tror jeg det var essentielt at jeg stolede på mine jordemødre, så vi kunne være på bølgelængde i løbet af fødslen. Det er hårdt at føde, der ligger ofte dæmoner på lur i hjørnerne (i mit tilfælde fra min første fødsel) og når man føder hjemme er der altid en risiko for at der går noget galt og at man skal overflyttes til hospital. Den følelsesmæssige tryghed og proaktive støtte som jeg modtog fra Dorthe og Ditte minimerede min frygt og maksimerede min komfort, så jeg kunne synke ned i den mere primitive del af min hjerne og føde naturligt, i mit hjem.
Heather og Ebbe
Læs evt. også beretningen”Getting out of the way” – fødslen af familiens tredie barn.