….en beretning om tillid og om at give slip…
Dette kunne være en meget lang beretning om hvordan veerne begyndte 18:15 mandag d. 14. juni 2010 og slutter med at lille Clara så dagens lys 02:57 torsdag d. 17. juni 2010, men det er det nu ikke. Det er mere en beretning om tillid og om at give slip.
Veerne begyndte ganske rigtig 18:15 mandag d. 14. juni 2010, hvorfor jeg ringede og talte med Dorthe, som bad om at blive holdt opdateret, også hvis veerne gik i sig selv. Og det gjorde de så ved 22 tiden, til gengæld vi fik en god lang nats søvn. Tirsdag og onsdag gik med regelmæssige veer, som ind i mellem holdte pause. Indledningsvis drev det mig til vanvid, da min søn blev født 5 dage før termin, hvorfor det aldrig var faldet mig ind at jeg kunne gå til, eller endda over termin, som denne gang var onsdag d. 16. juni 2010. I løbet af terminsdagen nåede jeg endelig frem til blot at være med det der nu engang var, for hun kom jo nok når hun var klar.
Onsdag aften kl. 21 hvor vi så småt begyndte at gøre klar til natten, var der pludselig tegnblødning, så denne gang blev Dorthe og jeg enige om at nu var det nu! Og til trods for denne enighed besluttede jeg mig for at dette var det perfekte tidspunkt til oprydning og rengøring, mest af alt fordi jeg var overbevist om at veerne atter ville gå i sig selv hvis jeg forsøgte at sove. Ved 23 tiden gik jeg alligevel i seng og hvilede en times tid, men kunne ikke rigtig slappe af, da veerne ganske rigtigt blev uregelmæssige. I stedet lavede jeg mig en kop chai, og nød roen i huset, og bare sad i sofaen og mærkede hvordan veerne tog til i styrke og der blev kortere og kortere mellem dem.
01:55 ringede jeg til Ditte. Jeg kunne ikke rigtig sætte ord på hvorfor jeg ringede lige præcis der, ud over at jeg egentlig ikke havde lyst til at være alene med det mere, så det føltes bare som det rigtige at gøre. Da jeg havde talt med Ditte, vækkede jeg min mand, der straks blev praktisk, og spurgte hvad vi skulle gøre med Emil. Vi havde talt frem og tilbage om det et utal af gange, for der var jo mange muligheder. Hvis fødslen foregik når han var i vuggestue, så var der jo ingen grund til at ’forstyrre’ ham. Hvis det var om natten, så kunne det være super dejligt at han kunne hilse på sin lillesøster så snart han stod op – man ville han kunne sove igennem fødslen? Så vi var aldrig nået frem til en løsning, og kl. 2, midt i veerne var jeg ikke i stand til at tage en beslutning. Til alt held kunne Kristian det! Han ringede til sin mor, og bad hende hente Emil. Hun ankom, og fik Emil overleveret 02:30, samtidig med at Ditte ankom.
Ditte kom direkte ned til mig på badeværelset, hvor jeg klamrede mig til vasken, lagde hånden på min ryg og spurgte hvad jeg havde brug for. Det første jeg havde behov for var at have Ditte lige dér, ved siden af mig, ligesom da Emil blev født. Det næste jeg havde brug for var at høre Claras hjertelyd, så jeg kunne få bekræftet at hun havde det fint, og afslutningsvis at vi samarbejde om at få det til at gå så hurtigt som muligt, for jeg kunne slet ikke overskue en flere timers fødsel, som den jeg var igennem med Emil. Da Emil blev født lukkede jeg mig inde i mig selv, da det at føde var et totalt ukendt og frygtet land. Det havde jeg ikke behov for denne gang da det var min anden fødsel, og da jeg var så priviligeret at Ditte var med til hans fødsel, og dermed kendte mig som fødende, og jeg kendte hende som jordemoder, hvorfor tilliden var så etableret og stor som den kunne være.
Da vi havde lyttet til hjertet, ville Ditte sikre sig at Clara lå rigtigt, og hvor langt fødslen egentlig var, så vi flyttede fra badeværelset, ind i soveværelset, hvor jeg skulle ned og ligge, for at Ditte kunne mærke ordentligt på maven. Der kom en ve så snart jeg havde lagt mig, og det var SÅ modbydeligt at ligge ned under en ve, frem for at stå op. Ditte tilbød mig derfor at komme op og stå så snart hun havde mærket på maven, så den næste ve kunne blive overstået, inden hun checkede hvor langt fødslen var. Clara lå helt perfekt, og jeg kom op og stå. Den efterfølgende ve ville ligesom ingen ende tage, og da den næste tog fat inden den foregående slap, gik det meget meget hurtigt. Jeg nåede blot at sige: ’Vandet!’, for dernæst at sige: ’Hovedet!’, og sådan gik det til at Clara blev født 02:57 torsdag d. 17. juli 2010, mindre end en halv time efter Ditte ankom, og kun 3 timer over termin. Clara vejede 4150 ved fødslen og var 52 lang.
Det var en utrolig flot oplevelse, og en fødsel, som jeg er uendeligt taknemlig for! Forskellen på at få sit lille nyfødte barn op i favnen efter en så hurtig fødsel, set i forhold til en lang sej en var så enorm en oplevelse for mig at det er svært at sætte andre ord på end taknemlighed. Det var så dejligt at have overskud til virkelig at mærke, dufte og se hende.
Langt hen ad vejen tror jeg ikke kun det handlede om at hun kom, når hun var klar. Jeg tror også at det handlede om at hun kom når jeg var klar, og jeg var først rigtig klar idet Ditte ankom og nok så vigtigt, da Christian fortalte mig at Emil var blevet hentet. I det øjeblik var jeg i stand til at give slip, og derfra gik det rigtig hurtigt, og rigtig rigtig godt, og det går stadigvæk rigtig godt.
Daggi