Jeg valgte at føde med Moderhuset MAIA, fordi jeg ønskede at forhøje chancerne for, at min anden fødsel kunne blive ligeså god som min første fødsel.
Jeg fødte min første søn på Frederiksberg Hospital i vand og det var en dejlig fødsel. Min anden fødsel på Moderhuset MAIA blev ligeså god, som jeg havde håbet på.
Fødslen gik meget hurtigt – på kanten til, at det gik for hurtigt. Farten var overrumplende, men Marta sørgede for, at jeg kom til at føde i vand, som jeg havde et stort ønske om. Hun mindede mig også om, at jeg skulle være tilstede og nyde fødslen, selvom det som sagt gik meget hurtigt. Jeg føler, at jeg under fødslen blev forstået og lyttet til på en måde, som kun kan ske, når man kender hinanden på forhånd og har en god kontakt.
I 3-4 måneder op til fødslen gik jeg til orientalskdans hos Moderhuset MAIA. De vuggende bevægelser var effektive til at løsne op for spændinger i lænden og min deltagelse betød, at jeg kom til at lære Dorte, Ditte og Marta på en anden måde end, hvis jeg blot var kommet til de almindelige konsultationer (som er mange flere og længere, end hvis man føder på et hospital).
Det har været en stor og lærerig oplevelse at føde med Moderhuset MAIA, hvor der sættes fokus på det glædelige og sensuelle, som en fødsel er. Mine egne ønsker var fuldstændig styrende for, hvordan fødslen skulle forløbe. Det vidste jeg, at Moderhuset MAIA´s jordemødre ville gøre deres ypperste for at sikre og jeg kunne derfor undgå unødvendige bekymringer om, hvordan fødslen ville forløbe og glæde mig til den.
Min søn viste sig desværre at have svært ved at sutte, så han tog ikke på i vægt, som han skulle. I den første uge efter hans fødsel fik jeg besøg af Ditte og Dorte, men der var ikke noget at se på Emil.
I den anden uge ville det have været godt med et besøg fra sundhedsplejersken. Desværre var brevet fra Moderhuset MAIA til Frederiksberg Sundhedspleje imidlertid blevet væk i posten, så jeg fik først besøg fra sundhedsplejen efter, at jeg selv ringede og rykkede for et besøg. Det første besøg fandt sted, da lille Emil var 13 dage gammel og sundhedsplejersken anbefalede, at jeg ammede ham hver 3. time. Det fik ham desværre ikke til at tage på, så efter 2 dage blev vi indlagt, så han hurtigt kunne genvinde sin fødselsvægt. Nu har den lille Emil det helt fint og får min mælk på flaske. Moderhuset MAIA holdt kontakten med mig i hele forløbet, hvilket jeg sætter stor pris på.
Maria