Igennem flere måneder før termin, havde vi gået til jordemoderkonsultationer hos Moderhuset MAIA. Jeg var meget bekymret for at skulle føde, men var nået til den erkendelse, at jeg aldrig ville blive klar, for jeg vidste jo dybest set ikke, hvad jeg skulle blive klar til.
Kl. 10. om formiddagen to dage før termin var jeg til yoga, som jeg plejer. Ca. en halv time ind i undervisningen hører jeg et plop og vandet er gået. Jeg ringede og informerede Moderhuset MAIA, samt min kæreste. Herefter tog jeg hjem.
Ved 14-tiden begyndte veerne.
Da den første ve kom, forsvandt al frygt fra mit sind. Nu er det nu og min krop ved, hvad den skal gøre. Marta ringede og spurgte om jeg kom til dans samme eftermiddag. Det aftalte vi, at jeg ville, men jeg sagde også, at hun nok ikke skulle forvente, at jeg tog hjem igen uden en baby. Vi lagde os for at hvile lidt, men hvert 10. minut sprang jeg op af sengen, så det opgav jeg hurtigt. På et tidspunkt mærkede jeg, at babyen ligesom kravlede op i det ene hjørne af livmoderen og jeg siger helt spontant ”Du skal ikke være bange”.
Det var en fantastisk oplevelse at være med til mavedans og have veer samtidig. Lucy, danseinstruktøren, placerede mig i midten imens de andre dansede rundt om. Det var fantastisk, at stå blandt gravide kvinder og blive hyldet under veerne. Indimellem trak jeg mig ud og fik en krammer af min kæreste.
Kl. 21 kom jeg op i karret. Det varme vand tog toppen af smerten. På et tidspunkt kom min kæreste op i vandet til mig. For hver ve sagde han ”Styrke” på indånding og ”Du åbner dig” på udånding. Vi sad og så hinanden dybt ind i øjnene, kyssede og krammede imens.
På et tidspunkt startede presseveerne. Marta sagde ”Du følger bare med din krop, som du har gjort indtil nu” – meget forvirrende, da jeg havde hørt så meget om for tidlig pressetrang. Senere begyndte hovedet at titte frem og jeg kunne mærke babyens lange hår på hovedet (selvom jeg ikke vidste det var det, på det tidspunkt)
Da hovedet var på vej igennem blev jeg alligevel lidt bange. Ved at holde hånden på hovedet af babyen, kunne jeg styre, hvor hurtigt hovedet kom igennem. På et tidspunkt gjorde det mere ondt at holde igen end at få hovedet ud, så jeg besluttede, at nu var det nu. Hovedet kom ud og jeg spørger Marta, hvad der så skal ske. Hun svarer, at nu skal jeg bare føde resten, så jeg venter på den næste ve i total stilhed. Det føles som om, der gik en evighed, men pludselig kommer veen og min kæreste rækker hånden ud og griber babyen.
Marta rejser sig og hjælper babyen op på min mave. De forlader alle lokalet, så kun Jesper og jer er tilbage med vores lille pige. Klokken er nu 0.11 næste dag og det eneste jeg havde fået i maven siden frokost var 1 liter æblejuice.
Vi valgte en lotus fødsel, derfor klippes navlesnoren ikke.
Jeg bliver syet med et par sting.
Kl. 5 er vi hjemme igen.
Denne oplevelse er den største i vores liv og kunne ikke være foregået på en smukkere måde. Jeg glæder mig allerede, til vi skal have vores næste barn.
Jeanette