..På et tidspunkt gik fødslen på Moderhuset MAIA i stå. Jeg var træt efter mange timers veer og kunne næsten ikke tage næste skridt og lade presseveerne tage over..
Under min graviditet mødte jeg mange andre gravide, der så frem til fødslen med ængstelse. I takt med at samtalerne og fødselsforberedelserne på Moderhuset MAIA skred frem, glædede jeg mig mere og mere. Jeg følte, at jeg planlagde en fest: Hvordan kan vi skabe den bedste velkomst til vores lille barn? Hvad skal jeg have på, hvad skal vi spise, hvem skal være med hvornår? Jeg glæder mig allerede til næste fødsel.
En bekendt sammenlignede sin fødsel med en tur til tandlægen. Vi ønskede, at fødslen af vores lille barn skulle være mere end det. Vi valgte Moderhuset MAIA, fordi Ditte, Dorthe og Marta gav plads til både den personlige, fysiske og par-relaterede udvikling, vi gennemgik i løbet af graviditeten og fødslen. Vi vidste, at graviditet og fødsel ville blive en stor oplevelse, men også en stor udfordring, og allerede på informationsmødet kunne vi fornemme, at vi ville være i trygge hænder her.
Nogle uger før termin vendte vores barn sig i underkropsstilling, så benene og ikke hovedet vendte nedad. Vi var ærgerlige ved udsigten til en mulig hospitalsfødsel. Faktisk var jeg helt slået ud ved tanken. Jordemødrene var en enorm støtte i denne situation med telefonopkald, betænksomme sms’er og ekstra samtaler i forbindelse med et vendingsforsøg på Glostrup Sygehus. Med deres støtte ankom vi til sygehuset med den indstilling, at vi kunne skabe en god fødsel her, hvis det var sådan det skulle blive. Efter to uger, hvor jeg havde lavet øvelser, der stimulerede vendingen, lykkes det lægen at vende vores lille barn, og glæden og lettelsen var stor. Det var en fantastisk hjælp for mig, at jordemødrene gav mig en følelse af selv at kunne gøre noget både før under og efter vendingen.
På et tidspunkt gik fødslen på Moderhuset MAIA i stå. Jeg var træt efter mange timers veer og kunne ikke tage næste skridt og lade presseveerne tage over. Marta sagde til mig, at barnet var klart – det ventede bare på mig. Min mand og jeg stod op af karret og gik ind i salen, hvor Marta satte dansemusik på. Vi bevægede os til musikken, min mand gav mig massage, jeg prøvede at løsne op, give slip og stimulere veerne. Jeg turde ikke. På et tidspunkt sagde Marta, at hvis det havde været på et sygehus, var det nok nu, man havde givet ve-stimulerende drop.
I det øjeblik var jeg klar over, hvor stort et overgreb det ville have været på mig i den sårbare situation. Jeg var taknemmelig for at være et sted, hvor der var forståelse for, at jeg selv skulle gøre mig klar til at tage næste skridt. Jeg blev ladt alene med musikken og mine tanker, og gentog for mig selv, ”Ja, nu vil jeg føde vores barn”. Langsomt begyndte presseveerne at komme – og hvilken befrielse! Aldrig har noget føltes så kraftfuldt og energiladet, og jeg kunne give efter velvidende, at jeg var tryg her. Vores dreng blev født efter en halv times presseveer kun afbrudt af kys og kærtegn.
Gry Skrædderdal Jakobsen