…Der skete noget forløsende i den proces, det gav mig en ro i sjælen som jeg aldrig har oplevet før. Fødslen blev en form for healing…
Det smukkeste øjeblik i hele mit liv. Der hvor hun pludselig kommer ud til os, vores lille datter. Hvor jeg tager imod hende, slutter begge hænder omkring hendes lille faste, energiske krop og løfter hende op til mig. Hun spytter lidt vand ud, udstøder et kort lille vræl og kigger sig nysgerrigt omkring. Ingen angst, ingen frygt, ingen gråd, bare nysgerrighed, der lyser ud af hende. Hun fanger mit blik og ser lige igennem mig. Hun åbner i mig en uanet dybde af glæde, forundring og kærlighed.
Det var da Frida blev født. Nu vil jeg så prøve at sætte ord på hele fødslen, hvordan den forløb og hvordan jeg oplevede den. Det er altså svært, fordi fødslen jo foregik i sådan en slags rum uden ord, eller hvor ord var meget langt væk fra det der skete. Det er også svært med en lineær fortælling, for når jeg genkalder mig fødslen, eller mindet om den vælder op i mig, er det som at stå midt i en form for kreds, hvor tiden er ophævet. I midten, der hvor jeg står når jeg spontant tænker på fødslen, der er dejlig varmt, et varmt lys og en ubeskrivelig lykkefølelse. Det er forbundet med mindet om Fridas ankomst, men også med de timer hvor jeg lå i badekarret og endelig var blevet dus med veerne.
En ring længere ude er minder som en gåtur ude ved træerne i den friske og klare oktoberluft. Længere ude endnu kan jeg huske at danse til bossa nova musik, at prøve at hvile til min meditations-cd, og længst ude er der sådan noget ubehageligt noget, opkast, veer jeg kom forkert ind på og der hvor jeg står og klynker og er ved at bryde sammen fordi Ditte skal til at gå – og nå ja for resten, smerterne! Men det længst ude virker nu så ligegyldigt.
Hvis jeg anstrenger mig lidt kan jeg godt huske hvor intens smerten kunne være, men når jeg så giver slip er det som om et forsonende lys trænger ind over den og opløser den, og så glider jeg igen ind i midten, til den der euforiske følelse. Skønt!
Øh, jeg prøver lige igen. Altså at flytte oplevelserne ud af den der tidløse kreds og over i en kronologisk ramme.
Så kan jeg huske at jeg havde haft mange kraftige plukveer om mandagen. De blev til mere regelmæssige og intense veer om aftenen. Så var det, jeg ringede til Ditte på et tidspunkt. Snakkede vi sammen flere gange? Nå, men så var der noget med den der Klyx, som jeg skulle have taget men ikke kunne tage, for så skulle man jo ned at ligge, og når jeg prøvede det, så strittede hele kroppen imod og ville ikke, så det opgav jeg.
Der begyndte det lidt at gå op for mig hvad det er for nogle kræfter, sådan en fødsel kan sætte i gang. Veerne bliver kraftigere, og på et tidspunkt kommer Ditte. Hvornår var det? Faktisk kan jeg ikke huske så meget fra natten der, andet end at jeg kommer lidt skævt ind på nogle veer, hvilket er ubehageligt, og at det hjælper at danse mavedans-ottetaller til Bossa Nova-musik. Et energisk nummer til veerne, og et roligt nummer til mellem veerne. I lang tid, indtil tiden opløses, det føles bedre.
Men så kan jeg huske den dumme situation med at jeg skulle ned at ligge, fordi jeg skulle hvile mig. Ned at ligge, det ville min krop bare ikke! Det er dér hvor jeg synes jeg har gjort det godt hele natten, og så undersøger Ditte mig, jeg er kun en halv centimeter åben, det var bare nedtrængningsveer indtil da, og nu skal jeg hvile mig, inden fødslen rigtig går i gang. Åh nej, jeg kan næsten ikke bære det, så mange anstrengelser og der er rigtig lang vej endnu, og så siger Ditte at jeg skal ned at ligge, når hun nu ved, at det er lige præcis det jeg bare ikke vil og ikke kan!!!!!!!!!!!!!!!! Nå, men jeg prøver så at hvile på værelset mens vi hører min meditations-CD og Ditte sidder ved siden af og holder i hånd og stryger mig og hjælper mig til at lade veerne glide igennem mig, så jeg kan slappe af, mens jeg ligger ned. Men så er det hun vil gå og Dorthe kommer først senere!!!!!!!!!!!!!!!!! Det er først da Ditte siger at vi godt kan overføre hvis det skal være – den ultimative trussel – og at hvis man vil føde hjemme er der også et element af at tage sig sammen. Og ”tal med din almindelige stemme”. Det mener du helt seriøst? Og så er det jeg opdager, at det faktisk godt kan lade sig gøre. Det er vist godt at jeg kender Ditte godt i forvejen, fra konsultationer og rebozo-massage og snak om overgangsritual, for ellers tror jeg bare jeg havde lukket helt af. ”Husk at kraften ikke går med mig, den er inde i dig selv” siger hun så da hun går og jeg skal ind i seng og hvile mig. Ok, jeg prøver.
Det lykkes så faktisk også at få blundet nogle timer, men så på et tidspunkt, efter nogle timer vist, ryger jeg op fordi veerne bliver kraftigere, så nu kan jeg ikke hvile mere, og min mand skal ringe efter Dorthe. Så kan jeg faktisk ikke huske, hvad der mere sker, indtil Dorthe foreslår det der med at gå en tur. Er du da fuldstændig vanvittig, midt ude i verden, hvad hvis der kommer nogen, og hvad skal jeg gøre når der kommer en ve? Jamen så kan du da bare læne dig op af muren eller op af mig. Jeg gør tøvende med til det. Hvis ikke jeg havde kendt Dorthe godt og haft den tillid, som var blevet bygget op gennem konsultationer og forskellige aktiviteter inde i Fødslens Hus, så var jeg aldrig gået med til det. Men som Dorthe sagde, så var det godt at komme ud og se at verden stod endnu. Det blev en magisk oplevelse!
Den gåtur var virkelig et vendepunkt i fødslen. Den der hypersensitivitet, man har som fødende, den forvandledes pludselig til noget utrolig smukt. Sanserne var helt udenpå, skærpede som aldrig før, og tog imod træernes farver, sollyset, den klare efterårsluft, helt uden filter. Indtrykkene havde en finhed og dybde, som jeg aldrig oplevet før.
Når jeg fik en ve kunne jeg stå og svaje i takt med træerne, som om de hjalp mig, som om de forbandt mig med en styrke fra jordens indre. Samtidig skete der også noget med smerteoplevelsen. Når en ve kom, så føltes det som om den steg op fra jorden, gav mig en kraft som jeg var taknemmelig for at kende, som hjalp mig til at gøre mig selv til den portal, som mit barn skulle igennem for at komme til denne verden. Men det var en kraft som jeg kun havde til låns. Når den klingede af, var det fordi træerne skulle bruge den, det lyder skørt men det var sådan jeg oplevede det. Så pludselig var jeg og smerten ikke verdens centrum og det eneste der betød noget, men som en del af et kosmisk kredsløb af energi.
Den følelse kunne jeg tage med ind i stuen, hvor min mand havde luftet ud, så den gamle energi og de trælse veer var væk, og han havde fyldt badekarret, så det var klar til at hoppe i. Ekstase! Hvor var det skønt, det varme vand lindrede og støttede. Og med den forvandling, der var sket under gåturen, kunne jeg endelig give mig hen til veerne. Så selv om de faktisk blev kraftigere og dybere, oplevede jeg dem ikke som generende på samme måde som før. Det hjalp også rigtig meget at Dorthe viste mig hvordan jeg skulle sige ”ahh” og være helt løs og slap i kinderne imens, så jeg også kunne løsne op og slappe af forneden. Det virkede! Og det er herfra, jeg pludselig har rigtig mange billeder, følelser og varme minder, alt det der virkelig fylder i min spontane hukommelse af fødslen.
På et tidspunkt oplevede jeg at hver ve var en bølge jeg surfede på, op op op, det var hårdt på en måde, men føltes også godt, fordi jeg vidste, jeg ville nå toppen, og når jeg nåede toppen bredte der sig et solbeskinnet hav foran mig, som jeg gled ned til, og som tog blidt imod mig. Mellem veerne flød jeg så ind i sådan en verden som er ubeskrivelig, på en gang vand og varme og varmt lys, en nydelse. Der skete noget forløsende i den proces, det gav mig en ro i sjælen som jeg aldrig har oplevet før. Fødslen blev en form for healing, en ikke bare fysisk, men også psykisk forløsning.
Kun få gange lykkedes det ikke at komme ned i den verden mellem veerne, og det var blandt andet fordi min mand begyndte at snakke… (Det plejer at være ham, der synes jeg snakker meget) Jeg kunne ikke lade være med at lytte, og så kunne jeg pludselig ikke komme ned i den der magiske verden, og så blev næste ve hårdere. Så det bedste var når der var ro og ingen sagde noget. Når jeg en sjælden gang selv havde lyst til at sige noget, så var det når jeg sagde noget til barnet, for at hun også skulle være tryg og for at vi ikke skulle miste kontakten til hinanden. Nogen gange kunne jeg mærke at hun bevægede sig mellem veerne, andre gange var det som om hun hvilede sammen med mig. Mørket faldt på udenfor, det gav også ro. Jeg var vist oppe at gå på et tidspunkt, det var knap så rart, men så var det bare så skønt at kunne komme ned i vandet igen.
Nu kan jeg pludselig huske hvor forskrækket jeg blev da vandet gik, det rev mig fuldstændig ud af den der drømmetilstand, pludselig var jeg lysvågen og bange og havde brug for at Dorthe var der. Hun var ellers lige på vej ud, men kom tilbage og forklarede mig, at nu var ”astronauthjælmen” væk, så nu ville jeg kunne mærke barnets hoved meget tydeligt ved næste ve, og ja det skal jeg love for. Godt at jeg var blevet advaret, ellers var jeg da blevet virkelig bange. Det var som om barnet stødte imod nede i bækkenet, det var ubehageligt, jeg kunne ikke komme væk fra det fordi min drømmeverden var væk, og jeg blev pludselig nervøs for, om den lille mon kunne komme ud? Selv om jeg havde fået forklaret, hvorfor det føltes sådan, så gjorde det mere ondt end før, og jeg skulle lige igennem et par veer før jeg accepterede den nye følelse, og igen kunne arbejde med veerne i stedet for imod dem. Men hvor var det godt at Dorthe hjalp mig igennem, så jeg ikke røg ud på et sidespor, det var jeg ellers tæt på.
Da jeg så endelig var ved at finde tilbage til min drømme-døseverden kom presseveerne pludselig dundrende, hjælp! Nu skulle jeg forholde mig til en helt ny form for kraft, og et væld af nye former for smerter. Jeg kunne slet ikke acceptere det, og troede et lille øjeblik at nu skulle jeg dø. Jeg var også nødt til at tage mig sammen for ikke at hyle i de høje toner, men komme med de dybe lyde, som Dorthe hjalp mig til at finde. Det skulle lige læres, men så var der altså et eller andet mægtigt over det, tænk at man kan rumme så vældige kræfter, og man bare kan give slip og lade sådan nogle urskovslyde brøle frem igennem kroppen. Hold da kæft hvor er jeg sej, syntes jeg pludselig.
Og så kom Marta, og sagde noget med at hun kunne høre at alt var lige som det skulle være. Men jeg hang nu stadig på min mand, og hvis ikke Dorthe havde bedt mig om at vende mig, så jeg kunne tage imod barnet, så havde jeg ikke sanset det selv. Men hun fik mig til at gøre det, og ja – lykke, der kom vores lille pige, først hovedet, jeg kunne mærke hendes ansigt, små fine ører og alt hendes hår, og så kom kroppen. Se øverst i denne tekst!
Når jeg tænker tilbage nu, efter også at have husket på de mindre behagelige ting, ja så må jeg erkende at der faktisk også var megen smerte og anstrengelse og nogle få glimt af angst, jeg har bare glemt det. Eller rettere, angsten, smerten, følelsen af at komme skævt ind på en ve eller ryge ud på et sidespor af smerte og angst var overvældende, da jeg stod midt i dem, men nu er de ligesom ”smuldret” og så langt ude i kredsløbet af følelser at de er svære at ”få liv i” igen, de er der ikke som ”aktive energier” mere.
Det vigtige er, at lige så stærk smerten var, lige så intens var følelsen af at smelte sammen med verden, at blive healet. Det har jeg taget med mig, den nydelse og glæde, den forløsning. Det er det, det kommer frem, når jeg tænker på fødslen, den energi, det lys, den varme, der stråler fra et eller andet sted dybt inde i kroppen. Det er som et hulrum af lykke, lys og varme, som jeg kan nære mig ved hvis jeg er træt eller stresset eller ked af noget. Når min lille datter for eksempel har haft nætter, hvor hun har været spilvågen og jeg har været træt, så har jeg trukket på energien fra det hulrum, som jeg har fået med fra fødslen, så har jeg fortalt hende om det og spurgt om hun kan huske det, og så kan vi bare klare hele verden sammen… Jeg får helt tårer i øjnene af glæde og taknemmelighed over at have fået lov til at opleve det.
Tina