Kære Marta, og jer på Moderhuset MAIA
Jeg har lige siden fødslen været dig taknemmelig, for jeg er sikker på at min 3. fødsel, kun blev som den blev, via den støtte og vejledning du kom med. Vi havde en række jordemoderkonsultationer; herunder en Rebozo-konsultation. De øvelser du gav mig, var en stor hjælp til aktivt at gøre noget for at fremme korrekt hovedstilling. Ligesom selve fødselsoplevelsen blev præget af en meget aktiv, kærlig og nærværende modtagelse, hvor jeg virkelig kunne give mig hen til det spirituelle i fødslen, via de muligheder du havde åbnet mine øjne for. Ikke mindst med din personlighed og varme, og det blot med de få møder vi havde.
Jeg har skrevet min oplevelse ned her…
Min 3. fødsel blev magisk – jeg tog selv imod mit barn – og så foregik den på hospitalet
Jeg er virkelig taknemmelig, over den fødsel jeg fik, med hjælp fra konsultationer på Moderhuset Maia. Det var min 3. graviditet, og jeg havde 2 hårde stjernekiggerfødsler bag mig. To fødsler, som var gået godt, men som, når jeg læste journalen, stod rimelig uforstående overfor kunne beskrives med blot et “fint”. For mig var oplevelsen i begge tilfælde præget af manglen på ordentlig vejledning og et fravær af rettidig ageren i forhold til hovedstilling. Ingen kritik, men en ærgelse over den hårde proces, som også er drænende i dagene efter, når en fødsel har været ekstra sej.
De to fødsler lå bag mig, foran mig var en fødsel, hvor jeg gerne ville være på forkant med hovedstillingen. Det var derfor en fantastisk åbenbaring for mig, at komme til Moderhuset MAIA, og blive mødt med muligheder, støtte og aktiv hjælp til at arbejde med dette.
Det var først en måned før fødslen, at jeg hørte om og straks besøgte Moderhuset MAIA. Jeg havde, på trods af det sene tidspunkt, allerede efter det første møde, en klar idé om, at jeg kunne gøre noget for, at den 3. fødsel blev, som jeg ønskede det. Efterfølgende havde jeg en rebozo-konsultation og fik redskaber til selv at lave en række øvelser op til fødslen, såvel som under fødslen.
Mine samtaler med Marta, øvelserne, rebozo’en og hele mødet med Moderhuset MAIA, er jeg sikker på, påvirkede min fødsel, og hjalp med til at fødslen kom til at rumme alt det magiske og spirituelle, som en fødsel også er. Jeg valgte at føde på hospital, men havde al den støtte jeg kunne forestille mig fra Marta og Moderhuset med, hvilket bl.a. medførte, at jeg selv tog imod mit barn. Den oplevelse er utrolig vidunderlig. Min oplevelse er dog også, at det forudsætter et overskud til at være nærværende i processen, og det har for mig ikke været muligt ved de to stjernekiggerfødsler. Det aktive arbejde for korrekt hovedstilling før og under fødslen medvirker – set med mine øjne – til at fødslen kan blive DIN. Noget du selv er i kontrol over i samarbejde med din krop – og barnet ikke mindst.
Kontakten til barnet under fødslen er afgørende.
Og blot hvis du er tvivl, som jeg var….Et besøg på Moderhuset MAIA behøver ikke være et “enten-eller” ift. at være på hospital eller føde hjemme. Det er også en fin støtte, hvis der er noget du savner i dit jordemoderforløb eller hvis du har tanker om at agere mere aktivt ift. barnets hovedstilling eller måske savner du blot en anden vinkel på den “metode” du bliver mødt med. Selvom du gerne vil føde på hospitalet kan du få rigtig meget ud af at tage et jordemoderforløb på Moderhuset MAIA. Det har været min oplevelse.
Tak til Marta for din varme og din professionalisme.
De varmeste anbefalinger
Shelly Seifert Silberberg, Mor til Aja, Leela og Gabriel