Trods fastsiddende skuldre blev roen og overblikket beholdt. –Og så var der plads til følelseslivet, sjælen, hvad end der kiggede frem…
Jeppe forstod ikke hvorfor det var så vigtigt for mig at føde privat ved Moderhuset MAIA. – Et fødested var vel et fødested. Men når nu det betød så meget for mig, ville han gerne bakke op om det. Trods det var indstillingen til at starte med, blev det hurtigt ændret allerede ved de første konsultationer.
Mit valg om Moderhuset MAIA var taget på baggrund af oplevelserne på hospital ved fødslen af vores første dreng. Jeg vidste alt det, som det ikke måtte blive igen. Jeg ville kende mine jordmødre og have dem med hele vejen. Disse ønsker blev indfriet som en selvfølge hos MAIA pigerne og jeg fik så meget mere oven i.
Konsultationerne hos Moderhuset MAIA, var en del af fødselsforberedelserne og vi ville ikke have undværet et eneste minut.
Det var med oprigtig og kærlig interesse Jeppe og jeg der var i fokus, og det var de emner vi havde behov for at debattere der blev snakket om. Vi kom omkring det rutinemæssige, det praktiske, det faste og det løse. Alle MAIA pigerne kom rigtigt tæt på både Jeppe og jeg. Det var meget langt fra den erfaring jeg havde med fødselsforberedelse, som tager 15 min og hvor snakken handler om fødselsfaser, smertelindring og parkering under fødslen.
Fødslen startede en søndag nat. Om aftenen havde jeg tiltagende plukveer, men ikke så slemt, at jeg ikke kunne sove fra det. Kl. 02 om natten vågnede jeg ved, at vandet begyndte at sive. Jeg forsøgte med bind og håndklæder at sove lidt videre, men det løb så meget at jeg til sidst stod op. Veerne tog til natten igennem og kl. 07 ringede vi til Moderhuset MAIA. Da Ditte kom en times tid senere var jeg 5 cm åben. Vi gjorde karet klar og jeg kom ned i det varme vand.
Jeg sad i karet det meste af formiddagen, med vekslende styrke i veerne. Jeg var enormt sårbar. Det var som om, at hele mit indre sad udvendigt på mig. Jeg græd, grinede, følte dyb taknemmelighed og glæde, der vekslede til magtesløshed og frustration. I hver en ve søgte jeg omsorg i form af en hånd at holde i og en kold klud på panden. Jeg kunne holde både Jeppe, Ditte og Marta, som nu også var kommet, godt beskæftiget. Jeg var nok definitionen på en krævende fødende og jeg er dybt taknemmelig for, at mine behov blev mødt med fordomsfri og kærlig åbenhed.
Først på eftermiddagen fik jeg hjælp med at åbne den sidste centimeter ved at livmodermunden blev holdt tilbage mens jeg pressede under en ve. Herefter var jeg helt åben og barnets hoved nede. Men jeg var træt og begyndte at falde lidt hen mellem veerne. Veerne gik meget ned i styrke og jeg besluttede at ligge mig ind i sengen og falde lidt hen. Jeg vågnede under hver ve og trætheden gjorde, at nu magtede jeg ikke mere. Jeg blev helt opgivende og endte i et af disse ”sorte Huller” vi havde snakket om under konsultationerne. Vi holdt et krisemøde. Hvad nu?
Under dette krisemøde gik det op for mig, at jeg virkeligt nød al denne kærlige opmærksomhed og omsorg som blev givet mig. Som fødende kunne jeg tillade mig selv at bede om denne omsorg og nyde at modtage den, hvilket ellers ligger mig svært. Alle disse dejlige mennesker omkring mig ville blive ved at være der for mig og give mig omsorg, hvor længe denne fødsel end måtte vare. Pludselig var det tydeligt for mig, at jeg var med til at holde igen på fødslen ved at få mit behov for omsorg opfyldt.
Jeg kunne fortsætte med at få stadig mere omsorg via smertelindring på hospital eller jeg kunne beslutte at slippe omsorgen og give mig hen til fødslen. Jeg valgte at føde, og kroppen reagerede prompte på min beslutning og min opmærksomhed mod fødslen.
Veerne kom på få minutter op på fuld styrke igen og en halv times tid senere pressede jeg hovedet ud, stående op med støtte fra Jeppe. Skulderen sad fast, så jeg ikke kunne få ham længere og jeg blev hjulpet rundt at ligge så Marta kunne hjælpe skulderen fri. Herefter kom en stor velskabt dreng til verden. Han skreg i noget der føltes som en evighed men sikkert bare var 10 min.
Eftertanker:
Er vi glade for at vi valgte Moderhuset MAIA? – Uvurderligt glade. Jeg må vise stor respekt for MAIA pigernes professionalisme. Under hele forløbet følte jeg mig tryg og i de bedste hænder. Trods fastsiddende skuldre blev roen og overblikket beholdt. –Og så var der plads til følelseslivet, sjælen, hvad end der kiggede frem, lød opfordringen: ”frem med det, gi’ det frit løb”. På den måde blev det gjort muligt at arbejde med åbningsfasen på flere niveauer. Ren heksekunst!
Jeg har en dyb taknemmelighed for at have fået denne oplevelse.
Elena -Wilberts Fødsel mandag den 21/7- 2008